arrow Forside arrow Implantater  
 
Implantater Udskriv

Tandimplantater.

Klinikken er endvidere specialiseret i tandimplantatbehandlinger, hvor den kirurgiske del af behandlingen, dvs. selve indsættelsen af implantatet i kæben, udføres. Den protetiske del, dvs. den 'synlige' del, selve tanden eller tænderne udføres enten af henvisende tandlæge eller henvises til specialklinik i Århus. Klinikken er en del af Århus Implantatcenter.

Klinikken er specialiseret i den kirurgiske del af behandlingen med tandimplantater.

Hvad er et implantat?

Et tandimplantat er en lille skrue af ren titanium, 4-5 mm tyk og 8-15 mm lang. Ved indsættelse i sund kæbeknogle, f.eks. hvor en tand er mistet, sker en indvækst af knoglevæv i implantatoverfladen, og efter en helingsperiode sidder implantatet urokkeligt fast i kæbebenet. Der kan så bygges en ny tand på implantatet. Et tandimplantat kan også bruges til at fastholde en ustabil protese, eller det kan bruges som bropille i en brokonstruktion.




Hvad er et implantat?


Hvordan indsættes det?

Tandimplantatet indsættes ved et lille kirurgisk indgreb under lokalbedøvelse. Efter lokalbedøvelse åbnes tandkødet så kæbebenet frilægges, og der bores et lille hul, hvorefter implantatet skrues i. På grund af bedøvelsen er det smertefrit. Tandkødet kan så lukkes igen hen over implantatet, eller der kan monteres en lille forlængelse, som stikker igennem tandkødet. Der lukkes normalt med et par sting bagefter. Stingene fjernes efter 8-10 dage. Der er normalt kun få gener efter indgrebet.


Hvornår kommer tanden på?
Normalt skal implantatet hele ind uden belastning i ca. 4 måneder. I særlige tilfælde kan det forsynes med en foreløbig tand med det samme, men det øger risikoen for komplikationer. Der er sædvanligvis fremstillet en foreløbig bro eller protese, så man ikke behøver at gå tandløs mens implantatet heler ind.


Hvordan forholder man sig efter indsættelsen?
Der bliver ordineret antibiotika efter indsættelsen for at undgå infektion. Der bliver også medgivet smertestillende medicin samt eventuelt en recept til flere dage. Hyppigst er symptomerne dog klinget af i løbet af et døgn. Stingene fjernes efter 8-10 dage.


Hvad sker i indhelingsperioden?

En eventuel foreløbig tanderstatning tilpasses, så den kan anvendes i indhelingsperioden på ca. 4 mdr. Der vil ikke være væsentlige gener fra implantatet i denne periode. Når tiden er gået kontrolleres at implantatet sidder fast, hvis nødvendigt åbnes tandkødet over implantatet, og der er klar til krone/brofremstilling i løbet af et par uger. Krone- eller protesefremstilling foretages normalt ikke her på klinikken, men udføres af egen tandlæge eller på specialklinik - se evt. Århus Implantatcenter.



Hvad sker i indhelingsperioden


Bliver implantaterne ikke afstødt ?
Implantatmaterialet er meget vævsvenligt og afstødes kun yderst sjældent. Infektioner og dårlige lokale forhold kan imidlertid betyde, at implantatet ikke vokser fast i kæben. Dette konstateres oftest når implantatet skal i anvendelse, og sker i meget få procent af de indsatte implantater. Skulle det ske, tages implantatet ud igen, hvorefter kæben heler op med ny knogle. Efter ca. 2 måneder kan der indsættes nyt implantat på stedet. Det skal dog påpeges, at rygning øger risikoen for tab af implantaterne.

Hvad kan behandles med implantater?
Enkelttænder:
Den mest indlysende behandling med implantater er enkelte tænder, hvor implantatet fungerer som en kunstig rod for den mistede tand, og den manglende tand bygges op herpå. Det er en biologisk metode, der ofte skåner nabotænder for indgreb. Under forudsætning af gunstige udgangsforhold kan fremstilles meget naturtro implantatbaserede tænder.

t3.jpg

t2.jpg

Flere manglende tænder:
Mangler der flere tænder, og er der plads til flere implantater, behøves der ikke altid et implantat til hver tand. Der kan bygges broer mellem spredtstillede implantater, hvis knogle- og belastningsforhold ellers taler for det.

t4.jpg

t1.jpg

Alle tænder mangler:
Implantater kan anvendes til fastholdelse af proteser, således at man opnår betydeligt forbedret protesekomfort uden risiko for løsninger af protese ved tale og spisning. Der vil da normalt skulle indsættes mindst 2 implantater i underkæben og 4 i overkæben under forudsætning af tilstrækkeligt gode knogleforhold. Hvis der er plads, kan der også indsættes 6-8 implantater i hver kæbe, og herpå fremstilles faste broer, der er skruet fast og ikke skal tages ud.

Hvilken løsning skal jeg have?
Enhver implantatbehandling begynder med en grundig analyse af sundhedstilstand, kosmetiske og funktionelle krav til tanderstatningen, pladsforhold i kæberne, kæbernes funktion og eventuelle sygdomstilstande i kæberne. Dette indebærer en klinisk og røntgenologisk undersøgelse, eventuelt aftryk til studiemodeller. En sådan analyse vil munde ud i en behandlingsplan, hvor behandlingsbehov og muligheder opregnes, og der gives overslag over økonomiske forhold.

 
 

© All rights reserved Klinik for Tand-, Mund- og Kæbekirurgi - Prismet I/S. Design by Kaas DeSignz.